Fremtiden kræver et bæredygtigt landbrug

Danske landmænd er blandt verdens dygtigste og bidrager årligt med 66 milliarder til den danske handelsbalance. Men det bliver sværere og sværere for danske landmænd at klare sig i konkurrencen på det globale marked.

Det skyldes, at danske landmænd ikke må give planterne den mængde gødning, de har behov for. Det må landmænd i andre europæiske lande til gengæld godt. Derfor bliver kvaliteten af danske afgrøder dårligere, og derfor tjener en dansk landmand 2.500 kroner mindre per hektar jord i forhold til en nordtysk kollega.

Med de rette vilkår kan danske landmænd igen producere fødevarer i verdensklasse og bidrage markant til den danske økonomi. Endda uden at forurene miljøet. Danske landmænd skal naturligvis kun tilføre den mængde gødning, planterne kan optage i løbet af en sæson. Hverken mere eller mindre. På den måde sikrer vi, at der ikke er gødning i overskud, som ender i vandmiljøet.

Bæredygtigt Landbrug mener, at:

  • Med bedre rammevilkår kan dansk landbrug skabe 35.000 nye arbejdspladser
  • Landbruget skal reguleres på baggrund af målinger frem for modelberegninger. På den måde passer landmændene på naturen, samtidig med at de kan producere fødevarer af høj kvalitet og proteinrigt foder til dyrene i stalden
  • Med mere gødning kan mel af dansk korn igen blive så godt, at vi kan bage brød af det

Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug har siden 2010 arbejdet med det formål at sikre et stærkt fremtidigt landbrug i Danmark – og vi fortsætter.